Iryna om Titans under Sails: “Jeg fandt ud af, at jeg virkelig kan være mig selv”
Volia Alliance har indgået et partnerskab med organisationen Titans Under Sails for at bygge bro mellem Ukraine og Norden – mellem mennesker og organisationer, og mellem veteraner og civile.
I denne serie møder vi nogle af de mennesker, der var med ombord i maj 2026, og hører, hvad de tog med sig fra en uge på havet. De danske veteranes deltagelse var støttet af Veterancenteret.
Iryna er født og opvokset i Ukraine og bor i dag i Danmark. Hun arbejder med rehabilitering og har erfaring med blandt andet fysioterapi, terapeutisk massage, vejrtrækning og kroppens betydning for både fysisk og mental sundhed.
Hun har også en særlig relation til vandet som tidligere undervandsrugbyspiller og livredder. På papiret havde Iryna derfor meget at bidrage med på Titans Under Sails. Men hendes egen grund til at tage med var mere personlig.
At turde komme tættere på
Iryna havde gennem længere tid følt en afstand til den virkelighed, som venner, veteraner og andre mennesker i Ukraine lever i.
Hun er stadig ukrainer, men bor uden for landet. Efter gode oplevelser i Danmark og samtidig meget smerte forbundet med det, der sker i Ukraine, var hun usikker på, hvordan det ville være at komme helt tæt på igen.
Det gjaldt også mødet med veteranerne. “Jeg ønskede at møde den virkelighed, vi lever i, og som jeg måske har holdt mig lidt fra”, forklare Iryna.
“Jeg ønskede at møde den virkelighed, vi lever i, og som jeg måske har holdt mig lidt fra.”
Hun beskriver selv, at hun på forhånd havde været lidt bange for det tætte møde med veteraner og soldater. Derfor handlede turen ikke kun om, hvad hun kunne gøre for andre.
“Det var først og fremmest for mig selv. Og selvfølgelig ønskede jeg også at gøre noget for mennesker, men jeg vidste ikke rigtig hvordan.”
Fra fagperson til menneske
Iryna havde forestillet sig, at hendes rolle måske først og fremmest skulle være professionel. Hun kunne bidrage med massage, afspænding, vejrtrækning og sin viden om kroppen. Det kom hun også til.
Men undervejs opdagede hun, at hendes vigtigste rolle ikke nødvendigvis krævede en bestemt faglig metode. Hun kunne bare være der som menneske. Og hun kunne være en bro mellem kulturer.
Efter få dage oplevede hun båden som en lille familie. Hun følte sig igen tæt på ukrainere og oplevede, at de accepterede hende, som hun var.
Et lille tegn på respekt
Et af de øjeblikke, der gjorde størst indtryk på Iryna, begyndte med nogle unge veteraner, som hun havde svært ved at komme ind på livet af.
Hun havde forsøgt at tage kontakt flere gange, men oplevede ikke rigtig, at de ønskede samtalen.
Senere gav hun en af dem massage.
Efterfølgende modtog hun en besked om, at det havde hjulpet. Dagen efter hilste han på hende på en måde, som Iryna oplevede som mere end et almindeligt hej.
For hende betød gestussen: “Jeg respekterer dig. Jeg ser dig. Tak.”
Senere gav en anden af de mere tilbageholdende veteraner hende hånden. Små handlinger, men for Iryna blev de tegn på, at en relation og en tillid langsomt var blevet skabt.
Veteraner og civile sammen
Iryna gjorde sig også en vigtig erfaring om sammensætningen af deltagerne.
Veteraner og frivillige behøver ikke være adskilt fra hinanden. Tværtimod oplevede hun, at noget vigtigt opstod, når mennesker med forskellige roller blev blandet. “Når mennesker bare er blandet, så virker det virkelig.”
Hvis en deltager med protese eller kørestol skulle et sted hen, lærte gruppen eksempelvis at tænke lidt længere frem omkring tilgængelighed og logistik.
De frivillige hjalp med praktiske ting, men relationen gik længere end det. Man begyndte ganske enkelt at holde øje med hinanden. Hvis en deltager med protese eller kørestol skulle et sted hen, lærte gruppen eksempelvis at tænke lidt længere frem omkring tilgængelighed og logistik.
Ikke fordi nogen havde udstukket en regel. Man begyndte bare at gøre det. “Vi tænkte bare på hinanden, og vi tjekkede hinanden.” fortæller Iryna.
For Iryna var det en vigtig erfaring: Hjælpen behøver ikke føles tung. Den kan blive en naturlig del af et fællesskab.
Hjælpen behøver ikke føles tung. Den kan blive en naturlig del af et fællesskab.
“Det er okay”
Måske er det vigtigste, Iryna tog med sig hjem, at hendes egen usikkerhed forsvandt.
Hun havde været bange for at gøre noget forkert. Bange for at sige eller gøre noget, som kunne overskride en grænse. Og hun havde mødt beskrivelser af veteraner, som fik samværet til at lyde kompliceret og skrøbeligt.
Virkeligheden ombord blev en anden.
Hun fandt ud af, at hun ikke behøvede gøre noget særligt for at være sammen med veteranerne. Hun kunne være sig selv. Og det er en erfaring, hun gerne vil dele med andre civile – både danskere og ukrainere. “Det er ikke et problem at være omkring veteraner. Det er rart, det er sikkert, det er okay.” forklare Iryna.
“Det er ikke et problem at være omkring veteraner. Det er rart, det er sikkert, det er okay.”
For Iryna er det måske netop dér, en del af brobygningen begynder. Ikke med at kende alle de rigtige ord. Men med at turde mødes.
Noget hun også fandt i sig selv
Ugen handlede heller ikke kun om hendes forhold til Ukraine eller veteranerne.
På havet oplevede Iryna en større forbindelse til sig selv. Hun taler om frihed, naturen og om at kunne vise mere af sin egen energi og udadvendte side. “Jeg har lært, at jeg virkelig kan være mig selv.”
“Jeg har lært, at jeg virkelig kan være mig selv.”
Da hun kom tilbage til København, blev kontrasten tydelig. Efter en uge med mange mennesker, energi og åbenhed føltes hverdagen pludselig stille. Noget var blevet sat i bevægelse.
Og måske er det netop det særlige ved Irynas fortælling: Hun tog af sted med en tanke om, hvad hun fagligt kunne give veteranerne. Hun kom hjem med en erfaring om, hvad mødet også havde givet hende.
Da Iryna blev bedt om at beskrive ugen med tre ord formulerede hun det selv på engelsk som: “Air. Joy. Inner resilience.”
Tre ord, der også indfanger noget af det, hun selv tog med hjem: følelsen af at kunne trække vejret friere, glæden ved fællesskabet og en større tillid til sin egen evne til at stå i mødet med andre.
