|

Titans Under Sails – når veteraner mødes på tværs af grænser

Hvad sker der, når danske og ukrainske veteraner mødes på havet – ikke kun for at dele erfaringer, men for sammen at blive en del af et nyt fællesskab med fokus på livet som veteran og overgangen til det civile?

Det var en central idé, da Volia Alliance i maj 2026 deltog i Titans Under Sails i det græske øhav.

Vores deltagelse havde to sider, som hang tæt sammen: Vi ønskede at skabe en meningsfuld oplevelse og et nyt fællesskab for danske veteraner og samtidig bygge relationer på tværs af Danmark og Ukraine, siger Filip Hove Kristensen, forperson for Volia Alliance.

Med støtte fra Veterancentret fik danske veteraner mulighed for at deltage i sejladsen med deres egne historier, erfaringer og behov. De deltog på lige fod med de øvrige deltagere og frivillige i fællesskabet og de praktiske opgaver ombord.

Samtidig bragte sejladsen danske og ukrainske veteraner, civile og frivillige sammen om noget helt konkret: at bo, sejle og løse opgaver sammen.

Det er netop i det møde, at de to formål hænger sammen.

En rehabiliterende ramme

Titans Under Sails er et ukrainsk NGO-projekt, der bruger sejlads, fællesskab og livet på havet som ramme omkring veteraner. Blandt de ukrainske deltagere var veteraner med amputationer, tidligere krigsfanger og veteraner, der stod midt i overgangen fra militærtjeneste til civilt liv.

Men den rehabiliterende værdi af turen var ikke kun relevant for ukrainerne.

For de danske veteraner skabte ugen også et rum væk fra hverdagen, hvor deres egne erfaringer kunne få plads. De kunne møde andre veteraner, indgå i et nyt fællesskab og – for nogle – se deres egen historie og veterantilværelse fra nye perspektiver.

Lars, der selv er dansk veteran, beskrev netop den oplevelse:

“Jeg har måske fået bekræftet nogle ting, som har ligget en smule gemt. Den rejse, jeg har været på i forhold til min tjenestetid og mine Ukraine-erfaringer, har skabt ekstremt meget mening for mig.”

Veteran møder veteran

De danske og ukrainske veteraners erfaringer er forskellige og skal ikke gøres ens.

Danske veteraner har typisk erfaring fra internationale missioner, mens mange af de ukrainske deltagere kommer fra flere års krig i deres eget land.

Men forskellene udelukker ikke genkendelse.

Elon, der gennem sit soldaterliv har været udsendt på en lang række internationale missioner, beskrev et af møderne med en ukrainsk veteran sådan:

“Der er en ting imellem soldater, der ligesom tænder.”

Han oplevede en genkendelse i soldaterkulturen og i måden, man talte sammen på.

For Dzvinka gik mødet den anden vej. Efter fire år i den ukrainske hær havde hun kun været tilbage i det civile liv i kort tid. Hun tog med, fordi hun savnede et fællesskab med andre, der kunne forstå nogle af hendes erfaringer:

“Jeg følte, at jeg havde brug for at blive en del af et veteranfællesskab. At tale med og skabe relationer til mennesker, som kan forstå.”

Hun formulerede det selv helt enkelt: “Veteran for veteran.”

Det er netop en af erfaringerne, vi tager med os: Mødet veteran til veteran kan gå begge veje. Man kan komme med noget selv – og samtidig få noget med hjem.

Fællesskab på tværs af Danmark og Ukraine

Det andet formål med vores deltagelse var brobygningen.

Volia Alliance har indgået partnerskab med Titans Under Sails, fordi vi ønsker at skabe stærkere relationer mellem mennesker og organisationer i Danmark og Ukraine.

På bådene bliver det meget konkret. Her mødes danske og ukrainske veteraner. Men veteraner møder også civile. Ukrainere møder danskere og svenskere. Organisationer møder hinanden gennem de mennesker, de sender afsted.

Man spiser sammen. Sætter sejl. Løser problemer. Griner. Fortæller historier. Og nogle gange sidder man bare sammen uden at skulle sige noget.

Veronica, der er civil og næstforperson i Volia Alliance, tog en meget enkel erfaring med sig fra mødet med veteranerne:

“Man skal ikke være bange for at række ud. Det er ikke så langt mellem os.”

Det er måske noget af det vigtigste ved brobygningen. Den handler ikke om at gøre vores erfaringer ens, men om at mindske afstanden mellem mennesker.

For Volia Alliance er tanken, at møder skaber forståelse, forståelse skaber relationer, og relationer kan udvikle sig til samarbejde og handling.

Og det er vigtigt, at broen går begge veje.

Menneskene bag oplevelsen

Efter turen satte vi os ned med deltagerne og spurgte dem, hvad de egentlig havde fået med hjem.

Svarene blev meget forskellige. For Søren, dansk veteran fra blandt andet Balkan, Irak og Afghanistan, var mødet med de sårede ukrainske veteraner noget af det, der gjorde størst indtryk:

“Man kan se på de skadede veteraner, at de bare nægter at være et offer.”

For Christian, der selv har gjort tjeneste i den ukrainske hær, handlede det om følelsen af at høre til:

“Det har været en uge, hvor jeg har været det rigtige sted.”

Og for Marina fra Kvinder for Ukraine blev mødet med veteranernes livsvilje også personligt:

“Veteranerne giver ikke op. Så hvorfor skulle jeg?”

I de kommende artikler kan du møde Lars, Søren, Christian, Elon, Veronica, Marina, Iryna, Dzvinka og Filip og læse deres egne fortællinger om fællesskab, veteranliv, havet og de møder, der opstod undervejs.

En særlig tak til vores skipper

En uge på havet kræver ikke kun fællesskab og gode samtaler. Det kræver også sikkerhed, ansvar og en besætning, der lærer at arbejde sammen.

Derfor skal der lyde en særlig tak til vores skipper Yana, som med sikker hånd førte os gennem ugen på havet. Samtidig formåede hun på bedste pædagogiske vis at inddrage alle i livet og opgaverne ombord.

Vi fik lov til at tage del i sejladsen, lære undervejs og opleve det fælles ansvar, der følger med at være en besætning.

Det blev i sig selv en vigtig del af oplevelsen og af det fællesskab, der voksede frem ombord.

Næste sejlads er allerede i horisonten

Bådene er kommet i havn, men relationerne og arbejdet fortsætter.

Vi er snart klar til at begynde arbejdet frem mod næste års Titans Under Sails, hvor vi igen ønsker at give danske veteraner mulighed for at deltage og samtidig fortsætte med at bygge fællesskaber og relationer mellem Danmark og Ukraine.

For hvis erfaringen fra de første tur har vist os noget, er det, at brobygning sker, når mennesker mødes.

Hvorfor hedder det Titans Under Sails?

I den græske mytologi var titanerne mægtige skikkelser, forbundet med enorm styrke og kraft. I moderne sprog bruges titan derfor også om et menneske med usædvanlig styrke eller format.

I projektets navn bliver det et billede på veteranerne: mennesker, som har været igennem voldsomme oplevelser og i nogle tilfælde lever med amputationer eller følgerne af krigsfangenskab, men som fortsat rummer styrke, livsvilje og handlekraft.

Og Under Sails placerer disse “titaner” på havet – et sted, hvor de ikke først og fremmest er patienter eller mennesker med skader, men besætningsmedlemmer, der sejler og løser opgaver sammen.

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *