Filip om Titans under Sails: Brobygning begynder med relationer

Volia Alliance har indgået et partnerskab med organisationen Titans Under Sails for at bygge bro mellem Ukraine og Norden – mellem mennesker og organisationer, og mellem veteraner og civile.

I denne serie møder vi nogle af de mennesker, der var med ombord i maj 2026, og hører, hvad de tog med sig fra en uge på havet. De danske veteranes deltagelse var støttet af Veterancenteret.

Filip Hove Kristensen er initiativtager og forperson for Volia Alliance og var med til at organisere den nordiske deltagelse i Titans Under Sails.

Hans engagement i Ukraine går mange år tilbage bl.a gennem KFUM og KFUK, CURA, Europabevægelsen og YEPP. Gennem rejser, projekter, civilsamfundsarbejde og ikke mindst venskaber er der over tid blevet skabt relationer til mennesker og organisationer i Ukraine.

For Filip er de relationer mellem Ukraine og Danmark vigtige. For forståelse opstår sjældent på afstand. Den vokser, når mennesker mødes, bruger tid sammen og lærer hinandens virkelighed at kende. Og først dér får brobygningen for alvor betydning.

Titans Under Sails blev derfor også en mulighed for at afprøve en grundlæggende idé bag Volia Alliance: Kan mange års relationer og tillid bruges til at skabe nye fællesskaber mellem mennesker, som ellers ikke ville have mødt hinanden?

Der er brug for mange flere relationer til Ukraine. Der er brug for meget mere støtte fra civilsamfundet til Ukraine, og vi har utroligt med vi kan støtte med, og dertil utrolig meget vi kan lære af ukrainerne. I denne sammenhæng forklare Filip; “Vi ville gerne prøve konceptet af. Det, man har i hovedet og de teorier, man har – virker det i praksis, når alle mennesker er forskellige? Både danskere og ukrainere.”

“Vi ville gerne prøve konceptet af. Det, man har i hovedet og de teorier, man har – virker det i praksis, når alle mennesker er forskellige? Både danskere og ukrainere.”

At træde i baggrunden

Filip havde været med til at organisere den nordiske deltagelse og havde derfor en særlig rolle på turen. Men da bådene først forlod havnen, var ambitionen egentlig at fylde så lidt som muligt.

En af aftenerne lå fire af bådene samlet for anker. Deltagerne havde spredt sig: Nogle sad og talte sammen på tværs af bådene, andre lyttede til musik, og én var blevet tilbage for at få lidt tid for sig selv.

Det vigtige var, at der var opstået en tryghed, hvor deltagerne selv kunne finde hinanden – eller trække sig lidt tilbage, når der var behov for det.

Det var også sådan, nogle af de bedste samtaler opstod. “Vi er efter samtalerne. Vi er efter øjeblikkene, som Filip udtrykker det.

“Vi er efter samtalerne. Vi er efter øjeblikkene.”

For Filip blev aftenen et lille tegn på, at den ramme, de havde forsøgt at skabe, faktisk fungerede. Man kunne planlægge bådene, deltagerne og programmet, men ikke de gode samtaler. De krævede også plads til, at deltagerene selv fandt hinanden.

På bådene var mennesker med meget forskellige udgangspunkter: danske og ukrainske veteraner, civile, frivillige og mennesker med forskellige aldre, professioner og erfaringer. Hele ugen var alle bådende gode til at inkludere og skabe relationer på tværs.

En samtale, der krævede tid

Et af de møder, Filip selv husker stærkest, kom nogle dage inde i turen.

På en gåtur langs kajen kom han til at gå sammen med en ukrainsk veteran, som havde siddet i russisk krigsfangenskab. De havde allerede mødt hinanden flere gange. Talt lidt og baggrund og steder i Ukraine.

Langsomt var der opstået en fortrolighed. På gåturen fik Filip derfor mulighed for at stille nogle af de spørgsmål, som ikke giver mening at stille et menneske fem minutter efter, man har mødt hinanden.

Veteranen fortalte om fangenskabet. Det var en voldsom historie. Men det, der blev siddende hos Filip, var også en anden sætning, som han fortalte. Selv efter alle de ting, som han har været igennem, så kan han stadig stå og sige, at i dag nyder jeg livet.

“I dag nyder jeg livet.”

For Filip blev øjeblikket et meget konkret billede på, hvad relationer kan. De giver adgang til samtaler, som ikke kan bestilles eller arrangeres. De kræver tid, tillid og en villighed til først at lære mennesket på den anden side at kende.

Fra relationer til handling

Det er også en erfaring, der rækker længere tilbage end denne ene uge.

Gennem mange års engagement i Ukraine er der opstået venskaber og relationer på tværs af lande og organisationer. Nogle er begyndt omkring et møde, en rejse eller et konkret projekt og har siden udviklet sig til nye samarbejder.

Titans Under Sails blev endnu et eksempel. “Det har bare bekræftet mig i, at det der med at bygge bro er ekstremt vigtigt – og at man får det konkretiseret.” reflektere Filip efterfølgende.

“Det har bare bekræftet mig i, at det der med at bygge bro er ekstremt vigtigt – og at man får det konkretiseret.”

For Filip er brobygning derfor ikke først og fremmest konferencer, aftaler eller organisationsdiagrammer.

Det begynder med mennesker. Man mødes. Man lærer hinanden at kende. Der opstår tillid. Og først derefter kan man begynde at spørge: Hvad kan vi skabe sammen? Det er også en central tanke i Volia Alliance. Den skal være med til at skabe forbindelser, hvor mennesker og organisationer efterfølgende kan begynde at handle sammen.

Forskellighed i fællesskab

På bådene var mennesker med meget forskellige udgangspunkter: danske og ukrainske veteraner, civile, frivillige og mennesker med forskellige aldre, professioner og erfaringer.

For Filip blev ugen en bekræftelse på, at mennesker med meget forskellige baggrunde og erfaringer på kort tid kan finde hinanden og skabe et fællesskab.

Hvorfor danske veteraner?

Allerede året før havde en dansk veteran deltaget i et mindre pilotprojekt med Titans Under Sails. Erfaringerne herfra gav lyst til at undersøge, om flere danske veteraner kunne blive en del af projektet, som deltagere med deres egne erfaringer og historier.

For danske veteraner er langt fra én ensartet gruppe. De har forskellige missioner, fagligheder og livsforløb bag sig. Nogle har fortsat en tæt tilknytning til Forsvaret, mens andre for længst har skabt sig et civilt arbejdsliv. Netop den forskellighed rummer et stort potentiale for at involvere danske veteraner på mange forskellige måder i relationen til Ukraine. Det kan få en positiv indflydelse på danske veteraner, at skabe noget sammen med ukrainsk veteraner.

Samtidig oplevede Filip, at mødet havde betydning for de ukrainske veteraner. Mange ukrainere, der i dag er soldater og veteraner, havde et helt almindeligt civilt liv før Ruslands fuldskalainvasion. De var lærere, håndværkere, virksomhedsejere, offentligt ansatte eller noget helt andet og blev på relativt kort tid en del af et militær i krig.

Når de møder danske veteraner, møder de derfor mennesker, der ganske vist kommer fra en helt anden militær virkelighed, men som selv kender noget til soldaterlivet, udsendelse og til det at vende tilbage til et civilt liv. Det skaber en anden form for samtale.

For Filip handler det ikke om at sammenligne danske udsendelser med ukrainernes erfaringer fra en langvarig krig i deres eget land. Erfaringerne er grundlæggende forskellige. Men netop veteran-til-veteran-mødet kan rumme en særlig form for anerkendelse og forståelse.

Og den anerkendelse betyder noget. At mennesker fra et andet land – som selv har båret uniform, været udsendt og kender dele af den militære virkelighed – kommer for at møde ukrainske veteraner som ligestillede, lytte til deres historier og dele deres egne, sender også et signal om, at deres erfaringer bliver set og taget alvorligt.

Det er en af grundene til, at Filip ser et stort potentiale i at få endnu flere danske veteraner involveret fremover. Ikke kun i Titans Under Sails, men i de relationer mellem danske og ukrainske veteraner, som kan vokse videre derfra.

Nye venskaber kan føre til nyt

Da turen nærmede sig sin afslutning, var Filip derfor allerede begyndt at tænke på, hvad der skulle ske bagefter. Ikke kun endnu en sejlads.

Men hvilke nye relationer, projekter og samarbejder der kunne vokse ud af den første.

“Jeg håber at tage nye venskaber med hjem og nye folk, der vil engagere sig.”

Han taler også om billeder, fortællinger og historier, der kan inspirere andre og om det konkrete materiale til brobygning, som opstår, når mennesker faktisk har oplevet noget sammen.

Da Filip blev bedt om at beskrive ugen med tre ord, valgte han:

Håb. Fællesskab. Taknemmelighed.

Håb, fordi nye relationer og venskaber faktisk opstod.
Fællesskab, fordi meget forskellige mennesker fandt sammen.
Og taknemmelighed over de mennesker, der gjorde det muligt.