|

Dzvinka: At finde sin plads efter militæret

Dzvinka er 34 år og ukrainsk veteran. Hun har fire års tjeneste i den ukrainske hær bag sig og uddannede sig undervejs i psykologi.

Da Dzvinka tog med på Titans Under Sails, stod hun midt i en stor forandring. Efter fire år i den ukrainske hær havde hun kun været tilbage i det civile liv i kort tid – få måneder.

Det handlede for hende ikke om at lægge årene i militæret bag sig, men snarere om at finde ud af, hvordan erfaringerne kunne blive en del af det liv, der nu skulle fortsætte – og hvor hun selv hørte til i det. Det er en næste uoverskuelig fornemmelse efter fire år.

Derfor søgte hun også helt bevidst et fællesskab med andre veteraner, og det blev en meget konkret grund til at tage med til Grækenland. Hun havde brug for andre veteraner. Derfor søgte hun også helt bevidst et fællesskab med andre veteraner, og det blev en meget konkret grund til at tage med til Grækenland. Hun havde brug for andre veteraner.

“Jeg følte, at jeg havde brug for at blive en del af et veteranfællesskab. At tale med og skabe relationer til mennesker, som kan forstå.”

Dzvinka siger med et smil, at man ofte hører sloganet women for women. Måske har veteraner brug for deres eget: “Veteran for veteran.”

“Veteran for veteran.”

Livet stopper ikke, når tjenesten stopper

På båden oplevede Dzvinka hurtigt, at det var lettere at være en del af fællesskabet, end hun havde forestillet sig. Hun havde været spændt på både livet til søs og på at skulle bo meget tæt sammen med mennesker, hun ikke kendte. Men der var også plads til stilhed.

Når hun ikke havde lyst til at tale, kunne hun være stille. Og når nogen satte sig ved siden af hende og begyndte at spørge, kunne stilheden pludselig blive til en lang samtale.

“Havet er ligesom livet. Det bevæger sig hele tiden, og man ved ikke, hvad der sker om nogle timer – eller måske nogle minutter.”

For Dzvinka blev sejladsen samtidig et billede på den overgang, hun selv stod midt i. Havet er hele tiden i bevægelse. Man ved ikke præcis, hvad der venter nogle timer længere fremme. Sådan oplevede hun også sejladsen: som at bevæge sig videre sammen med nye mennesker og få nye erfaringer.

“Livet stopper ikke, selv om tjenesten i hæren stopper.”

Dzvinka beskriver hendes tanker ganske godt, og refletere videre; “livet stopper ikke , selv om tjenesten i hæren stopper” . Det handler om at opdage, at ens identitet og muligheder ikke slutter med militærtjenesten. Der er stadig nye mennesker at møde, nye fællesskaber at blive en del af og nye roller at finde. For Dzvinka var Titans Under Sails en lille del af netop den bevægelse.

Det betyder bestemt ikke, at erfaringerne fra krigen forsvinder, som Dzvinka roligt og alvorligt udtrykker det.

“En rigtig titan”

Et af de øjeblikke, Dzvinka tror, hun vil huske resten af sit liv, fandt faktisk sted efter selve sejladsen.

Hun sad uden for et hotel i Athen sammen med Iryna og den ukrainske veteran Ivan Nedobryk, der bruger kørestol. De ventede.

Ivan begyndte at lave sjov med situationen og spillede en rolle, som om han sad på gaden og ventede på, at forbipasserende skulle give ham penge.

De grinede.

Men bag humoren så Dzvinka noget andet. “Jeg så, hvor stærk han var. I det øjeblik lignede han for mig en rigtig titan blandt titaner.”

“Jeg så, hvor stærk han var. I det øjeblik lignede han for mig en rigtig titan blandt titaner.”

Det var ikke kørestolen, hun tog med sig fra øjeblikket. Det var hans humor og hans kærlighed til livet.

“Den slags humor, den slags kærlighed til livet – det var utroligt.”

Mødet med danske veteraner

For Dzvinka var Titans Under Sails også første gang, hun for alvor mødte internationale veteraner.

Hun kendte naturligvis frivillige og internationale, der havde kæmpet for Ukraine. Men mødet med danske veteraner gav hende en anden oplevelse.

For hende rejser det et spørgsmål, som mange ukrainere har stillet siden invasionen: Hvorfor vælger mennesker fra andre lande at engagere sig så stærkt i Ukraine?

At møde mennesker, som faktisk havde gjort det, gjorde indtryk. “Det giver en varm følelse af, at vi ikke står alene i alt det her.”

“Det giver en varm følelse af, at vi ikke står alene i alt det her.”

Hun beskriver det med et billede fra psykologien: Hvis et menneske har et følelsesmæssigt batteri, så blev hendes ladet op under turen. “Det her møde gjorde mit følelsesmæssige batteri mere end 100 procent.” Det gav energi og inspiration.

“Det her møde gjorde mit følelsesmæssige batteri mere end 100 procent.”

Tilbage til det civil liv

Overgangen fra militæret til hendes tidligere civile arbejdsliv havde ikke været enkel. Efter turen begyndte hun at se sin egen position anderledes.

Hun kender selv nogle af de udfordringer, der opstår, når man vender tilbage. Og måske kunne den erfaring bruges.

Men nu kommer hun hjem med nye tanker om, hvad hun selv kan gøre for andre veteraner.

Hun begyndte blandt andet at tænke over, hvordan arbejdspladser og offentlige institutioner kan blive mere veteranvenlige, før endnu flere soldater vender tilbage til civilsamfundet. Det gjorde Titans Under Sails til mere end en pause fra hverdagen.

Det gav hende nye venner, nye idéer og mulige samarbejder – men også en fornemmelse af, at hendes erfaringer fra hæren kan få en plads i det civile liv.

Ukraine som partner

Dzvinka tog også noget andet med fra mødet med danskerne.

Hun håber, at relationen mellem Danmark og Ukraine med tiden kan udvikle sig fra primært at handle om hjælp til også at handle om partnerskab. “Jeg vil gerne have, at danskerne ser Ukraine som en stærk partner. Ikke bare som nogen, der altid har brug for hjælp.”

“Jeg vil gerne have, at danskerne ser Ukraine som en stærk partner. Ikke bare som nogen, der altid har brug for hjælp.”

Det perspektiv passer godt til hele tanken bag Titans Under Sails og Volia Alliances arbejde.

Brobygning handler ikke kun om, at én side hjælper den anden. Det handler også om at lære hinanden at kende, opdage hvad vi hver især bringer med – og skabe relationer, der kan fortsætte efter projektet.

For Dzvinka er nogle af de relationer allerede fortsat. Da interviewet blev lavet, var hun stadig i kontakt med flere af de andre deltagere. Og hun var ikke i tvivl om, hvorvidt projekter som dette bør fortsætte for andre veteraner.

“Ja, helt sikkert.” For livet stopper ikke, når tjenesten stopper. Og måske er noget af det, der kommer bagefter, netop nye mennesker og nye fællesskaber.

Da Dzvinka skulle beskrive turen, begyndte hun med et ord, der også beskriver hendes lidt kaotiske rejse frem og tilbage til Grækenland:

Eventyr.

Men hun talte mindst lige så meget om de to ting, hun tog med hjem:

Venskab. Fællesskab.

Lignende indlæg