Veronica om Titans Under Sails: “Glæde, håb og ro”
Volia Alliance har indgået et partnerskab med organisationen Titans Under Sails for at bygge bro mellem Ukraine og Norden – mellem mennesker og organisationer, og mellem veteraner og civile.
I denne serie møder vi nogle af de mennesker, der var med ombord i maj 2026, og hører, hvad de tog med sig fra en uge på havet. De danske veteranes deltagelse var støttet af Veterancenteret.

Veronica har svensk baggrund, og bor i København og er en del af bestyrelsen i Volia Alliance, hvor hun arbejder for at skabe stærkere forbindelser mellem mennesker og organisationer i Norden og Ukraine.
Veronica er ikke veteran og har ingen militær baggrund, men har netop fokus på reintegrationen og civil. Netop derfor var hendes deltagelse i Titans Under Sails vigtig. En central idé i projektet er ikke alene at bringe veteraner sammen, men også at bygge bro mellem veteraner og civile.
For Veronica blev en uge på en båd en meget konkret oplevelse af, hvad der kan ske, når de mødes. “Man skal ikke være bange for at række ud. Det er ikke så langt mellem os.”
“Man skal ikke være bange for at række ud. Det er ikke så langt mellem os.”
Civil blandt veteraner

Veronica kendte allerede flere ukrainere og veteraner gennem sit engagement i Ukraine. Men hun havde ikke tidligere tilbragt en hel uge så tæt sammen med veteraner fra både Ukraine og Norden.
Hun havde forestillet sig, at dagene på havet måske ville blive mere stille. At der ville være meget tid alene med egne tanker. Det blev næsten det modsatte.
Hun oplevede et meget socialt fællesskab og fik blandt andet mulighed for at høre de danske veteraners historier og møde ukrainske veteraner og frivillige.
For Veronica var blandingen vigtig. På et tidspunkt sad hun i en samtale mellem en ukrainsk frivillig og en ukrainsk veteran. Her oplevede hun, hvordan forskellige perspektiver kunne mødes helt naturligt – ikke fordi alle havde de samme erfaringer, men fordi der var plads til at være nysgerrige på hinanden.
Det er også noget af tanken bag Titans Under Sails: Man behøver ikke have den samme baggrund for at have noget at give hinanden.
En lille landsby på havet

Et bestemt øjeblik står særligt tydeligt tilbage.
En aften lå bådene samlet for anker på havet. Deltagerne bevægede sig mellem dem. På én båd blev der spillet guitar og musik. På en anden sad mennesker og spiste middag. Andre steder var der mere stille.
Veronica beskriver det som en lille flydende landsby. “Det var som en lille landsby, hvor man kunne gå fra båd til båd.”
“Det var som en lille landsby, hvor man kunne gå fra båd til båd.”
For hende blev det et billede på hele projektet. Forskellige mennesker med forskellige historier. Veteraner og civile. Ukrainere og nordboere.
Hvis nogen havde behov for at trække sig, var der plads til det. Hvis man ville bade, tale eller være sammen med andre, var der også plads til det. Men alle var en del af det samme fællesskab.
Hvis nogen havde behov for at trække sig, var der plads til det. Hvis man ville bade, tale eller være sammen med andre, var der også plads til det. Men alle var en del af det samme fællesskab.
Hun beskriver det som en særlig form for solidaritet: mennesker passede på hinanden, uden at fællesskabet blev et krav. Det gjorde indtryk.
Man behøver ikke være bange for at række ud
Som civil tog Veronica også en vigtig erfaring med hjem fra mødet med veteranerne.
Man behøver ikke selv at have været soldat for at tage kontakt. Og man behøver ikke kende de rigtige ord eller forstå alt, hvad et andet menneske har oplevet.
Det vigtigste er ofte at være oprigtigt interesseret.
“Man skal ikke være bange for at række ud. Det er ikke så langt mellem os.”
For Veronica er det en vigtig pointe – også for Volia Alliance.
Brobygning mellem veteraner og civile handler ikke om at gøre deres erfaringer ens. Det handler om at skabe steder, hvor mennesker tør møde hinanden på tværs af forskellene.
Håb med hjem
Da Veronica kom hjem, beskrev hun Titans Under Sails som et unikt projekt.
Ikke kun på grund af sejladsen eller de græske øer, men på grund af menneskene og den måde, fællesskabet fungerede på.
“Det var en fantastisk tur med fantastiske mennesker. Og den her tur gav håb – om ikke for altid, så i det mindste for en stund”
For en civil deltager blev turen dermed også en påmindelse om, at man ikke behøver en militær baggrund for at være en del af arbejdet omkring veteraner.
Man kan lytte. Man kan spørge. Man kan være nysgerrig. Og man kan være med til at skabe de relationer, som gør afstanden mellem mennesker mindre.
Da Veronica blev bedt om at beskrive turen med tre ord, valgte hun:
Glæde. Håb. Ro.


